Studentertale dimission 2008

Studentertale ved dimissionsfesten d. 27. juni 2008

v/Rikke Brogaard

Ordet ”Rum” kommer af det indo-europæsike ord ru eller ruma, som betyder at åbne. Rum betød altså oprindeligt, at noget var åbent eller at noget var åbent for noget andet. Den betydning af ordet rum folder sig i den grad ud, når man tænker på de rum, som har dannet rammen om vores netop færdiggjorte læreruddannelse.
De rum, vi har færdedes i, har for første dag netop været præget af en sådan åbenhed. Åbenhed overfor os. Da jeg i sin tid begyndte på seminaret, sagde Thøger i sin velkomsttale, at seminariet var vores og stod åbent for os 24 timer i døgnet. Han åbnede på seminariets vegne op. Inviterede os ind i disse rum og bad os gøre dem til vore egne.

Og det er præcis, hvad vi alle sammen har gjort. Alle vi nyuddannede lærere har på hver vores måde været med til at sætte lige netop vores præg på dette sted. Vi har taget imod åbenheden, vi har indtaget rummene og fyldt dem ud.
Og det er netop derfor, at Frederiksberg Seminarium både kan bryste sig af at have fredslive, fredssif, fredsart og  fredspoesi.
Det er derfor, at der på Frederiksberg Seminarium er blevet afholdt countryfest, swingfest, farveladeballadefest, Hollywoodfest, dussefest, julefest og et utal af andre Kultusfester.
Det er derfor, at vi har indtaget salatbaren, men til gengæld har bidraget med terningebar, blicherbar, campingbar, afterski-bar, fødselsdagsbar og uendelig mange andre fredagsbarer.
Det er derfor nogle har engageret sig i studenterpolitisk arbejde, mens andre har sunget fantastisk flot og flerstemmigt og andre igen har været med til at byde nye studerende velkommen med samme åbenhed - og med en invitation til at gøre dette sted til deres. Alt dette altså kun fordi disse rum har været præget af netop den åbenhed og den forventning om, at vi skulle gøre stedet til vores eget.  

Men åbenheden gælder også den unikke og ganske særlige indstilling til viden, som præger disse rum. Vi har på hver vores måde og med hver vores fokus fået dette sted til at emme af videbegærlighed og faglighed.
Uanset på hvilket tidspunkt af døgnet, jeg i løbet af min studietid har bevæget mig ud på seminariet, har der siddet grupper af studerende og diskuteret alt fra didaktiske problemstillinger til dybt specialiseret viden om iltindhold i vandhuller, stilistiske træk ved Bangs forfatterskab, bevægelsesanalyser af diverse spring, for ikke at tale om al den aktivitet der har været i faglokalerne, hvor der er blevet komponeret de mest fantastiske melodier, hvor der er blevet produceret tankevækkende billedkunstneriske værker, designet eksperimenterende tøj, øvet avancerede bordfodboldfinter og meget, meget mere. Vi har hver især kastet os over vores forskellige fag med åbenhed og engagement og er i næsten bogstavelig forstand flyttet ind i disse rum. Jeg kan ikke forestille mig ret mange andre studier, hvor man tilbringer SÅ meget tid på at dygtiggøre sig, at man ser sine studiekammerater mere end sin kæreste eller sin familie. Eller for den sags skyld ser Frederiksbergs pizza-, kiosk- og bagelmænd mere end sin egen grønthandler.  

Man siger om læreruddannelsen, at det er en generalistuddannelse, men samtidig er det en uddannelse, hvor der er rum for, at man kan dygtiggøre sig indenfor vidt forskellige områder. Vi har netop indtaget de forskellige rum af faglighed, som er blevet åbnet for os. Vi har selv været med til at slå uåbndede døre ind til nye guldgruber af viden og erfaringer. Og vi har altid været rigtig gode til at invitere hinanden til at kigge med ind i disse forskellige rum. Vi har inspireret hinanden, udfordret hinanden, fordi vi hele tiden har kunnet åbne hinandens øjne med vores mange forskellige fag og måder at se verden på. De mange fag under samme tag har mindet os om, at enhver problemstilling altid kan ses fra en anden vinkel, med et andet fags briller.  

Men den unikke åbenhed overfor viden hænger selvfølgelig sammen med, at underviserne her på stedet har inviteret os ind i deres vidensrum med deres særlige faglighed og personlige imødekommenhed. Det må være sjældent at opleve, at så mange undervisere både formår at undervise på et højt fagligt niveau og samtidig møde os studerende på en så ligeværdig og anerkendende måde. Alle I undervisere har derfor været med til at invitere til den særlige åbenhed overfor ny viden og nye vinkler på verden. Og samtidig har jeres varme og engagement åbnet op for en uformel og afslappet tilgang til det at lære og dygtiggøre sig.  

Men ikke nok med det. For der har også været en hel flok af hjælpsomme ansatte, som har hjulpet med at guide os igennem alle de rum, vi ikke selv har kunnet finde rundt i. Vi har kunnet få hjælp uanset, om vi skulle guides igennem SU-regler, computerproblemer eller bibliotekssøgesystemer. Uanset, hvad vi har haft brug for, har der været dygtige og kompetente folk, som har kunnet vise vej.  

Og endelig er der alle de sociale rum, som på samme måde har været ganske unikke på dette sted. Sociale rum, der har været præget af respekt, varme, lydhørhed og tillid. Alle de af jer, som har været med til en Fælles Samling ved, hvad jeg taler om.
Nemlig den varme der opstår, når Signe spiller op til fællessang, og folk rejser sig op og synger med - det bedste, de har lært.
Den tillid folk viser deres medstuderende, når de stiller sig op, og viser frem, hvad de kan, eller hvad, de har lavet.
Og den respekt og lydhørhed, der opstår, når vi alle sammen sidder og holder vejret, mens vi hører fortællingen om Bryggerhestene og Familien Støvring under 2. verdenskrig.  

Men det er ikke kun til fællessamlinger, vi har kunnet opleve de sociale rum. Vi har konstant skabt dem rundt omkring os, fordi vi har skullet arbejde så tæt sammen om opgaver, projekter, praktikker og eksamensforberedelser. Timer og atter timer har vi tilbragt i hinandens selskab. Timer som har været præget af den samme respekt, varme, lydhørhed og tillid. Og netop det har været noget af det allerbedste, som vi hver især har fyldt i disse rum. For netop det har gjort det lettere at komme så langt som hertil på trods af, at det til tider har været umenneskeligt hårdt at nå det hele og få et privatliv til at hænge sammen med et studie, som til tider synes at være langt mere end et fuldtidsstudie.  

Men rum hænger ifølge nogle unægtelig også sammen med tid. Og sådan er det gået til, at tiden gik, mens vi gik rundt i alle disse åbne rum og indtog dem, fyldte dem ud og satte vores præg på dem. Derfor nåede vi hertil, hvor vi nu må give disse rum videre til andre. Vi blev færdige og færdiguddannede. Vi kan med lettelse, stolthed og en smule vemodighed, begive os videre ud i nye rum, nye verdener.
De fleste af os, der sidder her i dag, skal heldigvis ud og løfte den ualmindelig vigtige opgave det er at være lærer, mens andre skal ud at rejse, være forældre eller uddanne sig videre. Men uanset, hvor vi hver især havner, så må vi tage ideen og erfaringen om Seminariets mange åbne rum med os. Vi må tage den erfaring med, at rum, som er præget af åbenhed, faglighed, varme, respekt og tillid er et ualmindelig godt udgangspunkt for at lære noget, for at skabe noget, for at være noget for hinanden og for at udvikle sig. Der sidder en masse elever og kollegaer derude og venter på, at vi kommer og indtager vores plads. Indtager nye rum. Skaber nye rum. Vi må holde fast i rummenes åbenhed. Rummenes åbenhed overfor noget andet. Rummenes åbenhed overfor viden. Rummenes åbenhed overfor mangfoldighed.

Held og lykke til os alle sammen.

Jeg vil gerne slutte af med på de studerendes vegne at sige tak til Frederiksberg Seminarium og til alle de undervisere og medarbejdere, som har gjort det til et fantastisk sted at uddanne sig.

Tak for ordet